Budget for inspirationstur til hovedstaden Ouagadougou: 6.000 kr.

 

I august 2016 inviterede Baobab Fonden - takket være velvillige sponsorer - 5 unge mænd og 5 unge kvinder fra landsbyen Ouissiga ind til hovedstaden Ouagadougou, for at de unge kunne få inspiration til oprettelse af nye arbejdspladser i landsbyen.

Mændene besøgte virksomheder, der svejsede, og andre virksomheder, der producerede fundamenter til toiletter. 

Kvinderne interesserede sig især for vævning og besøgte en væver, Aïcha, der fortalte om sit arbejde. 

Både kvinder og mænd vendte hjem med idéer og ønsker for fremtiden.

I december 2016 er der afsat tid og penge til endnu et par besøg i hovedstaden, og herefter skal der lægges planer. 

Vi har afsat 6.000 kr. til transport og besøg i hovedstaden. Herefter vil indbetaling til projektet gå til de fremtidige arbejdspladser.

 

Nye arbejdspladser

Vi har allerede kunnet oprette én arbejdsplads i landsbyen: produktion af sæbe, som giver kvinderne en fast indtægt i de måneder, hvor de ikke arbejder i marken. Mikrolån til både kvinder og mænd har også hjulpet på økonomien. Et gartneri er i støbeskeen. Men der skal flere arbejdspladser til landsbyen!

Da Léocadie besøgte Baobab Fondens bestyrelse i november 2015, spurgte vi hende til råds, og hun sagde følgende:

 

Hvis jeg spørger kvinderne om, hvilke fremtidige arbejdspladser de kunne forestille sig, vil de udelukkende tage udgangspunkt i dét, de kender, nemlig landsbyen. Størstedelen af dem har aldrig været væk fra landsbyen. Blandt mændene er der flere, der har været i hovedstaden og i andre byer. 

For at give dem mulighed for at tage stilling ville det være en god idé at invitere kvinder og mænd ind til hovedstaden. Her kunne man så præsentere dem for foreninger, der fremstiller en bred vifte af varer. Når de vender tilbage til Ouissiga, vil de videreformidle deres indtryk til de øvrige og herefter være i stand til at foretage et valg. 

 

Vi syntes godt om idéen. I vores budget er indberegnet udgifter for 10 personer, 5 kvinder og 5 mænd: overnatning på et vandrehjem, mad og transport. Vi har indberegnet en sæk hirse og en sæk ris til Léocadies fars hjem, hvor alle altid mødes. Som sædvanlig træder Léocadies familie hjælpende til.

Vi glæder os til at høre nyt fra dem. Normalt arbejder kvinder og mænd adskilt, det samme gælder unge og ældre, så der skal nok komme flere forslag.

 

 

 
Her ser de unge mænd på fundamenter til toiletter
Her ser de unge mænd på fundamenter til toiletter
Væver Aïcha fortæller kvinderne om sit arbejde
Væver Aïcha fortæller kvinderne om sit arbejde
Landsbyens ældste kvinde insisterede på at blive fotograferet med Jean-Baptistes datter, Léocadie
Landsbyens ældste kvinde insisterede på at blive fotograferet med Jean-Baptistes datter, Léocadie